Først og fremmest skal volleyball spilles et sted, hvor der er højt til loftet. Den slags er sjældent et problem i danske idrætshaller, hvor der af hensyn til de mange sportsgrene, der dyrkes der altid er masser af plads – også i højden. I volleyball er det for eksempel et krav, at afstanden fra gulvet til loftet er på mindst 7 meter.

I mange idrætshaller spilles der meget andet en volleyball, men her kan banerne nemt skelnes fra hinanden, fordi hver sport har sin farve. Der er som regel også optegninger, der passer til håndbold og badminton, der jo også er meget populære sportsgrene. Alle sportsgrene, der kan spilles uanset vejret, og det er ingen sag at skelne de forskelle baner fra hinanden. Især ikke når nettene er sat op til træning eller kamp. En del af det at lære en sport er jo også at blive god til at kende banen indgående.

Selve banen er et rektangel, der skilles på midten af et net. Bolden skal over nettet, som er 2,43 meter, nå det er mænd, der spiller, og 2,24 meter, når det er kvinder. Banen er samlet 18 meter i længden og 9 meter i bredden, og den afgrænses af både side- og baglinje – der begge er en del af banen, når der spilles. Området udenfor banen hedder frizonen.

En opdelt bane

Banen er ikke kun delt på midten, men hver halvdel har også sine funktioner. Banehalvdelene deles op i zoner, en frontzone og en bagzone, og disse to zoner adskilles af en linje, der hedder angrebslinjen. Denne linje er placeret 3 meter fra nettet og løber parallelt med denne.

I midten er nettet altid, og det skal være længere end de 9 meter, banen er bred. Det giver en god markering af banen, og samtidig sættes nettet fast til to antenner, der er 1,8 meter høje.